Start
Op

Orientering fra bylauget, forår 2008.


Det er opfattelsen i bestyrelsen, at mange medlemmer er interesserede i at få flere informationer om arbejdet i årets løb end dem, der bliver givet i årsberetningen på generalforsamlingen. Derfor har vi besluttet at skabe større opmærksomhed om hjemmesiden, der har været tilgængelig et par år. Forhåbentlig vil mange benytte denne mulighed for at følge med i sager, der falder ind under bylaugets arbejdsområde .

I løbet af foråret 2008 har bestyrelsen taget stilling til og behandlet en del sager - større og mindre.

Beskæring af træer i bygaden
Bylauget har fået forespørgsler om at tillade rydning og/eller beskæring af meget høje træer ved bygaden. Træerne udgør en meget vigtig og smuk del af det gamle landsbymiljø, men er samtidig en risiko i stærk storm for de tilstødende ejendomme. Bylauget har givet tilladelse til, at træerne må stynes og beskæres på en fagligt korrekt måde, så de stadig kan stå som markante og smukke træer i mange år endnu. Træerne ved forsamlingshuset er således sidst blevet beskåret for 10 - 15 år siden.

Naturpleje
Ved Susåen er flere lodsejere og bylauget i gang med en oprydning på byjorden, ligesom også skiltningen er ved at være på plads. Bestyrelsen arbejder desuden på at få sagkyndig rådgivning om naturpleje af byjorden langs Susåen, der tager hensyn til disse arealers særpræg og som tilgodeser dyre- , plante- og fugleliv.
Naturplejen omfatter også skellet mellem Sandbakken og ejendomme på Hedetoften, der er plaget af de meget påtrængende hybenroser, der kvæler al anden vegetation. Her har bylauget kontakt med Næstved kommunes parkvæsen om en nødvendig og hurtig indsats.
På denne baggrund håber bestyrelsen bagefter at få en konstruktiv dialog med ejere både ved Susåen og ved Sandbakken, hvis grunde støder op til byjorden, så den selvtægt, der desværre på forskellig vis har fundet sted begge steder, kan ophøre.

Stierne
Ved Gødsholmvej er der udlagt et lag stenmel, der giver fast grund under fødderne, og dele af Susåstien har fået samme lag. - Tjæreovnen på Fjordvej har fået følgeskab af stejlepæle, så pladsen nu i højere grad udgør en helhed.

Bestyrelsen håber, at beboerne i Appenæs og andre, der kommer på disse kanter, vil glæde sig over at færdes på den fælles byjord og nyde de dejlige omgivelser og udsigter.


                                                           Venlig hilsen

                                                            bestyrelsen