Start
Op


Nyt fra bylauget
 

Børn på byjorden?

Ja, hvor tit løber børn egentlig rundt og leger på byjorden langs Susåen? Eller hvor tit ser man dem gå på opdagelse i rørskoven? Hvor mange børn bygger huler eller klatrer i træer i Sandbakken? Og er skattejagt mon gået helt af mode, når der er børnefødselsdag?

For mange voksne i Appenæs er byjorden et oplagt frirum, et rum hvor man kan holde pause fra en travl hverdag, ofte under den daglige luftetur med sin hund. Måske går man også blot tur for at nyde fuglesangen, den smukke udsigt over Susåen mod Ydernæs, lyset mellem træerne i Sandbakken, stilheden eller et rådyr, der standser op og tager én i øjesyn, inden det forsvinder. Det er meget glædeligt, at så mange lokale beboere bruger byjordens smukke natur lige omkring os og er med til at tage vare på den.

Men hvorfor er byjorden mest af alt et frirum for de voksne? Har børn ikke også behov for at nyde sådanne frirum og færdes på steder, hvor de med øjne og øren kommer tæt på naturen og dyrelivet, og hvor der er mulighed for fri leg?

I Appenæs er der en udbredt holdning til, at den fælles byjord bør bevares som rekreative arealer. Den holdning er bestyrelsen meget enig i. Nu og da undrer vi os dog over, at områdets børn tilsyneladende ikke udnytter disse nære naturområder noget mere. Gode forklaringer er der mange af: i hverdagene lange skoledage, travlhed med at nå sports- og fritidsaktiviteter, den lette og nemme løsning at kaste sig over spil m.m på tabletten eller pc-en, og sikkert mange flere.......

Mange artikler har i de senere år peget på, hvor vigtigt det er, at vi alle - børn og voksne - skaffer os gode og nødvendige pauser - gerne i naturen. De er uundværlige og hjælper med at undgå jag, stress og andre belastende forhold, som følger med i vores moderne, teknologiske verden.

Så, kære forældre i Appenæs: Hermed er opfordringen givet videre til at slippe børnene ud på byjorden og lade dem opleve dens mange forskellige naturområder. Og hvis forældrene lader et par velvalgte og kloge ord falde om, hvordan man færdes i naturen, lærer de samtidig, hvordan man med fornuft og omtanke passer på den. Kort sagt: Vi glæder os til at se børn på byjorden!

På generalforsamlingen omtalte vi, at stien på byjorden ved Susåen vil blive renoveret i 2015.
Arbejdet hermed vil finde sted i efteråret, sandsynligvis september/oktober.

P-pladsen ved Forsamlingshuset og ved Stivej er også byjord. For et par år siden blev træerne ved Stivej stynet, og de er nu i god vækst. I foråret kom turen til de tre træer på P-pladsen ved Forsamlingshuset. Her har medlemmer af Forsamlingshusets og bylaugets bestyrelser i fællesskab stynet de tre træer. Omkring 1900 plantede den nuværende ejers farfar disse træer til at markere indkørslen til gården (Appenæs Bygade 99 a). Da Forsamlingshuset blev bygget i 1913, blev træerne samtidig en vigtig del af miljøet omkring Forsamlingshuset.
I bestyrelsen er vi er godt tilfredse med, at Forsamlingshusets nye, smukke tegltag og renoverede mure nu får mere luft, samtidig med at det er lykkedes at bevare disse markante træer i landsbymiljøet.

De velkendte linier fra schlageren "Det gamle træ, o lad det stå" er vi glade for at kunne synge med på!

Venlig hilsen
p b v
Karen Terkelsen