Start
Op


Nyt fra bylauget

Vintertid er ofte lig med stilletid, også når det drejer sig om naturen, der går på stand by.

I løbet af efteråret er byjorden derfor gjort klar til at komme godt gennem vinteren. Nogle få træer med risiko for at vælte er blevet fældet i Sandbakken og et enkelt udgået træ ved Susåen. Stammerne af de første ligger tilbage til gavn for insekter og fugle og måske nogle børn, der vil øve balancegang. I Sandbakken er nogle træer blevet plantet og/eller flyttet, så de får bedre mulighed for at udvikle sig. Nogle af dem ser lidt uanselige ud, men er plantet ud fra sidste del af den gamle sentens: plant et træ og få en pind – plant en pind og få et træ! Det skal dog siges, at de egetræer avnbøg og bornholmsk røn, der blev plantet for ca. 10 år siden, nu er i god vækst og ser ud til at vokse sig store og flotte de næste mange, mange år. Og det på trods af mager jord og flere tørre somre.

Mange større og mindre ahorntræer har fået saven; til gengæld bliver der plads til de træer og buske, der flittigt sår sig selv, bl. a. valnøddetræer, rønnebærtræer, egetræer og benved.

Desuden er de to kælkebakken blevet trimmet. Hvis og når sneen melder sin ankomst, har alle børn i Appenæs - og måske også voksne - chancen for at kaste sig ud i nogle sjove og glade kælketure i Sandbakken i den kommende vinter.

For alle, der bor i Appenæs, er indsatsen fra ”Frivillige Hænder” af stor betydning. Fra bestyrelsen skal der derfor lyde en varm TAK for, at beboere på bylaugets mailliste trofast møder op til et par timers naturpleje på byjorden og bagefter hyggeligt samvær. Vi er overbevist om, at den natur, som vi alle er en del af, nyder godt af disse arrangementer både set i det korte og det lange perspektiv. De mange gode kontakter mellem beboere i Appenæs, der knyttes ved disse lejligheder, er bestemt også en værdifuld sidegevinst.  

På hjemmesiden ligger der nu billeder fra nogle af efterårets aktiviteter 2011 og 2012

Onsdag den 6. februar 2013 er det lykkedes at få biolog og forfatter Michael Stoltze til at holde foredrag i Sognegården, arrangeret i fællesskab med Vejlø menighedsråd. Læs mere om foredragets indhold i kirkebladet og sæt kryds ved datoen i kalenderen.

Venlig hilsen

p b v

Karen Terkelsen

oldermand