Fotoserien om Appenæs anno 2014

Et par smukke dage i forsommeren havde bylauget besøg af fire medlemmer fra Næstved Fotoklub. I et par timer gik de rundt og tog billeder fra det gamle Appenæs, og gode motiver dukkede hele tiden op, så ca. 200 billeder kom i kassen. Dem har fotoklubben bagefter foræret bylauget kvit og frit, og vi siger hjertelig tak for gaven.

Bylaugets arbejdsgruppe kom på en spændende og krævende - men vanskelig – opgave. Hvilke fotos skulle vi vælge ud blandt alle de mange gode billeder? Efter en længere udvælgelsesproces var vi enige om et mindre antal fotos til hjemmesiden, helt præcist 37 billeder, som vi synes giver det bedste og smukkeste indtryk af den gamle bydel anno 2014.

Alle ca. 200 fotos er naturligvis bevaret for eftertiden på en cd- rom, og en kopi heraf har vi foræret Næstved-Arkiverne. Bestyrelsen håber, at både den ”gamle” og den ”nye” fotoserie vil inspirere mange beboere til at gå på opdagelse i den gamle bydel og på byjorden langs Susåen. Også nye tilflyttere til Appenæs vil nemt kunne skaffe sig et godt overblik over landsbyen Appenæs' udvikling frem til ca. 1970 og videre frem til i dag ved hjælp af de to fotoserier.

Venlig hilsen
Appenæs Bylaug