To vigtige ord, ejerskab og fællesskab, har vi haft oppe at vende i bestyrelsen i den senere tid. Og hvorfor nu det? Er de to “skabe” ikke ret entydige? Mange vil umiddelbart svare jo, når man betragter dem hver for sig. Men hvis de to ord hægtes sammen, bliver sagen straks mere indviklet. Man behøver blot at tænke på en situation, hvor flere personer sammen ejer et hus, en båd eller et sommerhus. Et sådant delt ejerskab forløber ikke altid til alles tilfredshed og kan ende med, at begge “skabe” går itu.
I Appenæs har vi en helt særlig konstruktion, idet de to “skabe” ikke blot er hægtet sammen, men forenet i ét, som alle i Appenæs har del i, eftersom vi alle i fællesskab ejer byjorden. Sådan har det været siden bylaugets oprettelse i 1950 og sådan kan det – muligvis? – stadig fortsætte. At byjorden er fælles ejendom indebærer tillige, at der kan opstå modstridende interesser mellem individuelle interesser og de fælles. Det er ingen hemmelighed, at det har været og stadig er tilfældet i al den tid bylauget har eksisteret.
I det daglige administreres byjorden af bestyrelsen, som vælges på den årlige generalforsamling, hvor alle, der har betalt kontingent, har stemmeret. Med hensyn til pasningen af byjorden samarbejder bestyrelsen med ca. 15 beboere, der har tilmeldt sig maillisten ” Frivillige Hænder” og som trofast og engageret møder op til naturpleje, når der er behov for det. Det er et samarbejde, der fungerer godt og konstruktivt og i sagens natur sparer bylauget for mange penge. Desuden bidrager andre beboere på eget initiativ til, at byjorden passes.
Men ude i horisonten ser vi dog visse tegn, der giver anledning til eftertanke hos bestyrelsen om byjordens fremtid – måske også hos beboerne. Det ene tegn har med alder at gøre – det andet med økonomi.
Det økonomiske grundlag for at kunne vedligeholde byjorden, i alt ca. 3,5 ha, og for at arrangere andre fælles aktiviteter hviler på beboernes kontingent, der enten bliver betalt individuelt (75 kr.) eller kollektivt via grundejerforeningen (50 kr.) De fleste grundejerforeninger i Appenæs har valgt at indmelde sig kollektivt. Det har indlysende fordele for begge parter, dels en lavere betaling pr. husstand, dels at bylauget kan regne med en fast og sikker indtægt. Med års mellemrum er der behov for større vedligeholdelsesopgaver, f. eks. af stisystemer eller brug for professionel bistand.
I bestyrelsen er det vores fornemmelse, at mange beboere har sympati for tanken om den fælles byjord og mange i bydelen færdes der jævnligt, men til tider kniber det med at huske at betale det individuelle medlemskab. Vi er derfor glade for, at vores “venlige reminder” til enkeltpersoner i foråret havde en mærkbar og positiv effekt.
Men nu tilbage til sagen om alder. Hvis vi ser nogle år frem i tiden, vil en del af bestyrelsen og “Frivillige Hænder” være godt inde i den tredie alder og måske knap så aktive med at deltage i naturpleje. På længere sigt vil det sandsynligvis være nødvendigt at overlade en stor del af vedligeholdelsen af byjorden til professionelle. Den løsning vil sikkert også kunne fungere ganske udmærket, men den kræver en fast og sikker indtægt.
Som nævnt er det kollektive medlemskab i dag det stabile grundlag for bylaugets økonomi. Og på længere sigt vil det sandsynligvis i endnu højere grad være det nødvendige fundament for pasningen af byjorden. Derfor vil bestyrelsen inden længe kontakte de grundejerforeninger, der endnu ikke har meldt sig kollektivt ind, og opfordre dem til at drøfte en kollektiv indmeldelse på deres generalforsamling. Vi håber, det vil lykkes.
Det er tankevækkende og positivt, at fællesskabet i Appenæs – blandt andet vedrørende byjorden – har kunnet fungere i mere end 60 år. Men fællesskabet er ikke en selvfølge og ej heller kommer det ud af den blå luft. Tænk lige på Storm P’s lille flue: “Intet kommer af ingenting – bortset fra lommeuld”. Og så enkelt er det jo: Fællesskab kommer kun, hvis vi selv vil det.
Venlig hilsen
p b v
Karen Terkelsen
Oldermand